Bliv ven med mørket

Vi forbinder oftest mørke med uhygge eller ligefrem angst ... især hvis vi befinder os dybt inde i en skov. At være bange eller utryg ved mørke er naturligt for os. Faktisk er det en vigtig del af vores oprindelige overlevelsesinstinkt. Det betyder nemlig, at vi er mere årvågne, opmærksomme og på vagt, og i sær at vores sanser er skærpede.

Fra årvågenhed til angst

I dag er det i princippet lyst hele døgnet, hvis man er i byerne, og lyset er aldrig længere væk end et tryk på kontakten. Der er mange ting i livet og i verden, man kan frygte, men de har ikke så meget med mørke at gøre. Faktisk er vores angst for mørket i den moderne verden stadig en af de få ting, der forbinder os direkte med vores oprindelighed og naturen i os, som den var fra livets opståen, så at sige. Og angsten bliver selvfølgelig forstærket, hvis vi er ude, hvor det er kulsort om natten, dybt inde i en skov og helt alene.

At vores forhold til mørke er gået fra årvågenhed til angst skyldes nok, at vi med tiden har mistet erfaringen med mørket og dermed den nødvendighed, den krævede af vores sanser og nærvær. Derfor er vi ikke længere i en fortrolig kontakt med os selv, når vi befinder os i mørke. Angsten har overtaget pladsen, hvilket faktisk er en ubehagelig følelse, som vi helst ønsker os fri af. Vi flygter fra mørket, skynder os at tænde lyset, eller går i panik. Dermed er vi også blevet svagere og mere udsatte, fordi vi ikke evner at håndtere og navigere i mørket. Overlevelse er med andre ord blevet erstattet af frygt og flugt.

En stærk spirituel sanselighed

Nå, men nu skal det ikke handle så meget om overlevelse her, men derimod om at vi kan dyrke det her med mørket og genskabe den positive gave, mørket kan være for os. Derfor elsker jeg for eksempel mørke- og nattevandringer i skoven eller såkaldte udesidninger alene. De er helt anderledes end mine dagvandringer, for i mørket kommer uroen og spændingerne i kroppen. Og ja, det er jo en form for angst, men jo mere man prøver det, jo mere lærer man både at mærke efter og kontrollere, hvad der sker med en, når man er langt inde i den kulsorte skov.

Der sker nemlig det, at ens sanser kører på fuldt blus. Man hører alt, dufter alt, føler og fornemmer alt og pludselig bliver man ét med skoven og sine sanser. Man får nærmest følelsen af at være et dyr på lige fod med alle de andre dyr i skovens nat. Sårbar, udsat og helt tilstede, ventende på lyset. Det er i den følelse, at man kan opleve en form for sjælelig samhørighed med skovens væsener og en følelse af ligeværdighed med alt levende.

Der opstår en magi, som man ikke kan fange om dagen. Det er, som om det er to forskellige verdener, og at skoven, når mørket sænker sig, åbner sig som er port ind til noget i os, som vi ikke kan hverken se eller mærke om dagen. Det er det, jeg kalder "Nattens magi", og jeg elsker det.

Det er i mørket, at vi kan se, sjovt nok, for i lyset blændes vi af ... ja lyset. Når det bliver mørkt, åbner verden sig op,b. både vore sanser og verden omkring os. Tænk for eksempel på, når du ser på himlen. Om dagen kan du intet se andet end den blå himmel (hvis det er klart), men om natten fjernes låget, og du kan se stjernerne og ud i universet. Det er et godt billede på, hvordan mørket faktisk er en åbning til verden bag kulissen.

Det tager lidt tid

Hvis man slet ikke er vant til mørket, og da heller ikke mutters alene i en skov, så kan det nok virke overvældende og frygtindgydende. Men som med alt, så kræver det tilvænning. Det har taget mig nogle år at blive helt fortolig med mørket og faktisk "ven med mørket". Første skridt er jo at være tryg, næste skridt er rent faktisk at elske og nyde mørket. Og, især at finde ud af, at alle skovens væsner er gode og vil en det godt.,vel at mærke hvis man også selv møder dem med den indstilling.

Prøv det, enten alene eller start sammen med andre. En anden tilgang kan være at afprøve en såkaldt udesidning, Det kan du læse mere om her.

Du kan også se min video her, hvor jeg selv for første gang forsøger at vove mig ud i natten og ind i mørket.