Der er mange udfordringer ved at skifte det trygge byliv ud med stilhed, mørke og ensomhed. Og der er meget smukt. Følg med i mit liv i skoven og de oplevelser, observation, tanker og refleksioner, det føder.
Lysets cyklus
Det er gået op for mig, at jeg er nødt til at lære at leve med lyset herude i skoven. Være ude når det er lyst, inde når det er mørkt, så konsekvent er livets opdeling her. Jeg kan intet foretage mig ude, når det er mørkt, så jeg står op med solen og går i seng med solen (så at sige). Lyset styrer nu min dagsrytme, og det føles faktisk ret fantastisk.

Det var bare mørkt
Alt det har ændret sig nu. Ikke blot lidt, men altafgørende. Mit liv er forandret, og jeg har opdaget, at et liv i skoven er helt uadskilleligt og afhængigt af lysets cyklus. Det er faktisk, må jeg indrømme, kommet som en stor overraskelse. Jeg havde mange forestillinger om, hvordan det ville være, når jeg flyttede alene ud i skoven. Jeg havde også mange tanker om, hvad det var jeg søgte, hvad jeg ønskede at opnå, og hvad jeg skulle arbejde med i mig selv. Men det med lyset, det havde jeg ikke forudset. Nok fordi lys i mit liv har været så selvfølgeligt. Det har aldrig været noget, jeg skulle forholde mig til. Man kunne jo bare trykke på kontakten.
Nu bor jeg her så, i skoven. Og at overraskelsen var så voldsom, skyldes nok også, at jeg faktisk flyttede herud en decemberdag. Altså på den tid af året, hvor her er aller mindst lys. Aller mørkest. Ikke bare i løbet af dagen, men sådan bare hele tiden nærmest. Jeg er blevet overrasket over, hvor kort dagen egentlig er om vinteren, når det er aller mørkest. Klokken tre om eftermiddagen forsvandt lyset (træerne tager den rest, der stadig er tilbage), og det kom først igen klokken ni næste morgen. Det gav mig seks timer til at være ude og gøre ting. Seks timer, hvor lyset på grund af vinterens ofte tunge skyer, alligevel var meget dunkelt. I flere måneder følte jeg, at jeg stort set aldrig havde lys nok. Det var bare mørkt, mørkt og mørkt.
Lys er også tid
Når dagslyset kom om morgen (eller formiddagen), havde jeg travlt med at komme ud og nå at bruge det, inden det forsvandt igen. Jeg var som en straffefange på udgang. Jeg skulle nå at suge det til mig, og min higen efter den smule lys, der var, blev så tydelig for mig. Da det endelig begyndte at vende, foråret lurede og spirede og lyset kom til min skov, så var det som en åbenbaring. Alt sprudlede omkring mig, men aller mest i mig. Aldrig har jeg oplevet at blive så glad for foråret. Fordi lyset kom.
Pludselig oplevede jeg også, at lys ikke blot var et spørgsmål om at kunne se eller ikke se. Lyset blev lig med tid. Mere lys betød mere tid. For når det var så mørkt om vinteren, var tiden lang, langsom og passiv. Jeg kunne selvfølgelig sysle med ting inden for (i mit kunstige lys), men udelivet var meget begrænset. Da lyset kom, ændrede alt dette sig. Livet begyndte igen, og pludselig havde jeg masser af tid, udetid, aktiv tid.

Lyset er blevet en gave
Mit liv her i skoven har lært mig at leve med lyset. Følge dets cyklus. Samtidig er både min krop og mit sind også begyndt at følge med. Vinteren er på alle måder dvale, foråret er livets begyndelse, sommeren er uendeligheden og efteråret er melankolien, følelsen af at det er ved at slutte igen. På den måde er lysets cyklus også blevet til en bevægelse i mig, noget jeg tilretter mig efter og mærker i mig. Og jeg har opdaget, at jeg glædes over lysets komme som en gave.
Det er ret fedt at opleve, og alt dette hænger faktisk også sammen med en af de andre artikler, jeg har skrevet her på bloggen, nemlig om tid. Det vil sige, om det med at føle tid i stedet for at aflæse den på en urskive. Den kan du læse her »