Der er mange udfordringer ved at skifte det trygge byliv ud med stilhed, mørke og ensomhed. Og der er meget smukt. Følg med i mit liv i skoven og de oplevelser, observation, tanker og refleksioner, det føder.
Mørkeræd
Det starter, når det begynder at blive mørkt. Så mærker jeg den der lille uro under overfladen. Ikke angst, bare en uro. Måske en slags årvågenhed, der ligger i mine urgamle gener. Bevæger jeg mig udenfor og ind i skoven, så bliver uroen til gengæld meget intens lige pludselig. Og jeg tror, jeg ved, hvad det handler om.

Angst og flugt
Min anden reaktion var angst. Og jeg ved slet ikke for hvad. Uhyrer, monstre, vilde dyr, jeg aner det ikke. Intet af det findes i Danmark, og slet ikke i den her skov. Men det er senere, med lange efterrefleksioner, gået op for mig, hvad jeg blev så forskrækket over. Det var tabet af kontrol. Tabet af orientering, og dermed tabet af sikkerhed. Jeg kunne ikke se, og min vigtigste orienteringssans forsvandt.
I mit liv inde i byen var dette aldrig tilfældet. Der var altid lys, også når det var mørkt. Uden at lægge mærke til det, brugte jeg kun min synssans til at orientere mig, det var den vigtigste, for der var ikke rigtig så meget brug for de andre. Duften var mest til nydelse, lyttesansen til musik og lidt trafiksikkerhed ind imellem.
Min tredje reaktion var flugt. Jeg sprang ind i bilen og kørte hjem (hvor jeg stadig boede i byen). Hjem til lyset og trygheden. Og jeg tænkte hele vejen hjem, at det her, det var umuligt, her kunne jeg under ingen omstændigheder bo. Angsten for dette altomsluttende mørke ville æde min sjæl og blive en umulig udfordring herude i skovene.
Skærpede sanser
Well, en anden side i mig brød ind. Det var den trodsige side. Den side, der nev mig i huden og sagde, tag dig sammen. Stå det igennem, lær at leve med det. Lær at elske det ligefrem. Gør mørket til din ven, ikke din fjende. Alt det der. Og det endte med, at jeg vendte om. Kørte tilbage til mørket, forlod bilen og gik ind i skoven. Ind i mørket, og det der føltes som en intethed. For jeg kunne vitterlig intet se. Men lige der, der opdagede jeg det. Det jeg aldrig havde været bevidst om inde i byen. Nemlig mine andre sanser. Pludselig listede jeg helt forsigtigt, lyttede intenst, duftede. Var opmærksom på mine skridt. Min egen lyd og alle omgivelsernes lyde. Jeg var 200% tilstede og mærkede en sitren i hele kroppen. Især ugler og rovfugle er vågne om natten. Ja og så mig, der var på vagt over for enhver lille bitte lyd.
Jeg var stadig skræmt, men nu på en anden måde. Jeg var nemlig også tændt, og jeg mærkede den første lille snert af det, som jeg var taget herud for at finde. At leve i og med naturen, og at leve i kontakt med mig selv og mine sanser. Jeg troede, at det var lyset , solen, de grønne træer og de søde dyr, der skulle give mig det. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det var mørket, der gav mig denne aller stærkeste følelse af at være tilstede så intenst.

Det ligger dybt i os
Mørket er endnu ikke helt min ven, vi arbejder på det, vores relation, og jeg prøver mig frem, forsigtig. Måske skal jeg et sted også acceptere, at det ikke er naturligt for os mennesker at være tryg ved mørket. Det er naturligt for os at være bange, når vi ikke kan se, hvad der gemmer sig derude. Det var jo også derfor, vi i urtiden gemte os i hulerne, når det var mørkt, og vi satte os sammen i flokke, beskyttede os mod truslen, indtil det igen blev lyst. Det ligger dybt i os, og det skal jeg blot minde mig selv om. Jeg er bare ikke sådan en, der har lyst til at gemme mig, eller at være bange, så kommer den der trodsighed frem igen.
Jeg tror vi finder en fin balance, mig og mørket. Alligevel ser jeg hver eneste nat frem til næste morgen, når lyset vender tilbage. Indtil mørket igen kommer krybende og lukker mig inde og resten af verden ude.