Der er mange udfordringer ved at skifte det trygge byliv ud med stilhed, mørke og ensomhed. Og der er meget smukt. Følg med i mit liv i skoven og de oplevelser, observation, tanker og refleksioner, det føder.
Urtid og naturtid
Der findes almindelig tid, og så findes der naturtid. Tid, der ikke bliver målt, men i stedet sanset, observeret og aflæst i omgivelserne. Naturtid følger lysets cyklus, døgnets rytme og livets bevægelse. Tiden i naturen føles blot, den går ikke, den findes faktisk ikke, den står stille. Det er alt omkring den, der flytter sig.

Det runde ur beskriver en cyklus
Okay, men hvad er tid så? Nu bliver det selvfølgelig lidt filosofisk, men den slags er jeg også vild med, så lad os bare lade tanken få lov. Tid er i bund og grund forandring. Noget er anderledes, end det var lige før. Og måske gik forandringen hurtigt, eller også gik den langsomt. Hastigheden for forandringen er det, vi beskriver som tid. Vores ur, altså den tid vi måler, den er baseret på solen og månen. De bevæger sig og er på den måde netop udtryk for en forandring. Da der samtidig er tale om en gentagelse, altså at det hele efter nogen tid er tilbage, hvor det var før, så er urskiven blevet rundt (før det digitale ur), for tiden er en cyklus. Dagen går, måneden går, året går, og det kan vi aflæse på solen, månen og også på årstidernes skiften. Men altid vender det tilbage og bliver som før.
Hvis ikke den cyklus, altså venden tilbage, fandtes, kunne vi faktisk slet ikke have en tidsfornemmelse. Vi ville ikke have noget, der hed tid, for hvad skulle vi så måle det på? Det lyder måske banalt, men det er det faktisk slet ikke. Det er ret interessant, at hvis ikke vores tidsopfattelse var cirkulær, gentagende, så fandtes tiden ikke. Vi ville i hvert fald ikke kunne hverken måle den eller opleve den. Så ville alting blot være evige forandringer uden nogen fornemmelse for, hvor lang tid der var gået.
Kan man glemme tiden?
Det er her, det interessante kommer ind. For det er jo netop den følelse, vi har, når vi ikke ser på uret. Den tidsløse, uendelige og udefinerede væren. Det er sådan børn har det, før vi lærer dem klokken, og det er sådan vi voksne har det, når vi bliver optaget af noget, der får os til at glemme tiden, som vi jo også siger.
At glemme tiden, hmm. Kan man det? Ja det kan man. Hvis man lader være med at se på uret. Men solen går jo stadig op og ned, kloden drejer og årstiderne skifter, så vi kan jo ikke undgå at lægge mærke til den, altså tiden. Nej, men da det hele jo altid vender tilbage til samme udgangspunkt som før, som i altid og for evigt, så kunne man blive narret. Er der gået en dag eller et år. Det kan vi så til gengæld se på vores aldring. Tiden har sat sine spor. Endnu et udtryk. Men igen er det jo ikke tiden, for den findes ikke, det er cellernes forandring.

Følg dit indre ur
Tid er forandring. Læg uret væk, sluk mobilen og prøv at mærke tiden. Føle tiden. Prøv at aflæse tiden ved at se på lyset, iagttage dyrene, kigge på omgivelserne, så har du din naturtid. Det er sådan, dyrene gør. De er aktive ved solopgang og solnedgang. Lige som med blomster, træer og planter, de følger også lysets bevægelse gennem døgnet og gennem året. Faktisk er vi de eneste skabninger, der ser på uret. Men at følge urets tid, er også at undertrykke vores naturtid. Jeg tror på, at det er sundt for os at bruge naturen til at fortælle os, hvad tid det er, om vi skal sove eller stå op, om vi skal høste eller så, og om vi kan nå i ly eller kan fortsætte rejsen. Alt sammen noget, hvor vi i vores indre natur vil være i balance med den ydre natur.
Men der er et udtryk mere i sproget, nemlig det med, at følge sit indre ur. Der har vi fat i noget, for hvad er egentlig det indre ur? Ja, det er jo netop alt andet end det ydre ur, urskiven. Det er den fornemmelse for lysets og livets cyklus, som vi er skabt med i tidernes morgen. Noget vi kommer længere og længere væk fra, fordi vi har vænnet os til at bruge det ydre ud i stedet for det indre, og dermed vores oprindelig natur.
Uret adskiller os fra dette. Sammen med det kunstige lys bryder vi vores naturlige rytme, og det skaber indre ubalancer. Jeg tror på, at det er sundt for os at føle tiden, mærke os selv mere og følge de impulser vores krop, sind og omgivelser giver os.