Længslen i os
Naturen er et sanseligt sted at opholde sig. Den er fuld af farver, lyde, dufte, smage og stærke følelser. Det bevæger os som en glemt magi eller længsel, og det får fat i noget oprindeligt og autentisk i os, nærmest som en urkraft. Det kan nogle gange tage lidt tid at falde til ro og få sanserne (både de fysiske og de mere spirituelle) aktiveret, men når vi først begynder at mærke naturen komme ind under huden, så sker der noget. Vi begynder stille og roligt at vokse sammen med vores omgivelser og blive et med træerne, skovbunden, vinden, lydene og dyrene. Man kan sige, at vi begynder at spejle den ydre natur i vores indre natur. Det taler til noget oprindeligt i os, og det vækker vores ursanser. Lykkes det at opnå denne tilstand af samhørighed med naturen, vil vi ikke blot kunne finde ind til et dybere og stærkere kendskab og kontakt med os selv, vi vil også kunne finde oprigtige og ærlige svar, veje og løsninger i vores liv.
Når vi mærker det skønne ved duften af træer, græs, skovbund, vinden fra havet, eller når vi nyder lyden af solsorten på den første forårsdag, eller regnens meditative rytme om efteråret eller stilheden fra et blændende vinterlandskab, så rør det noget i os. Er det naturen vi sanser, eller er det noget i os selv? Vi anvender vores sanser til at navigere i verden. Det har vi i hvert fald gjort tidligere, men i nutidens moderne verden er vi ikke nær så afhængige af vores sanser, og derfor bruger vi dem ikke særlig meget længere. Og når vi gør, så er det mest som nydelse. Altså at nyde at få stimuleret vores sanser. Men vi mærker længslen og melankolien, når vores ursanser vækkes. Der er noget i os, der higer efter mere, efter noget større og stærkere. Noget i os som er forsvundet, og netop dette er urkraften, der kalder på os dybt inde fra. Den er der stadig, men den er begravet i den moderne verdens symboler, mønstre og strukturer.