Det startede med Thoreau

Ja, det gjorde det faktisk, altså startede med Thoreau. Nogen vil nok sige, at det hele startede i barndommen, og det er jo sandt. Mine forældres betagelse af naturen lagde helt sikkert kimen til de ting, der sker i dag så mange, mange år senere. Men, det med at jeg pludselig er flyttet alene i skoven, det startede for ikke så længere siden.

Og hvem er så Thoreau? Nærmere bestemt Henry David Thoreau. Ham er der nok ikke så mange der kender, men han levede i 18-hunderedetallet og var forfatter og nysgerrig på det med naturen. Blandt mange af hans eventyr, eller undersøgelser af livet og verden, valgte han blandt andet at flytte ud i skovene omkring Walden i Nordamerika i en årrække. Han blev 44 år, døde af tuberkulose, men nåede at rejse vidt og bredt og skrive en lang række bøger, heriblandt "Walden - Livet i skovene".

Jeg læste bogen i forbindelse med, at jeg skulle starte på min uddannelse til naturterapeut. Den var på pensumlisten så at sige, og skulle være læst inden vi startede på første modul. Bogen var en ret speciel oplevelse, for jeg både hadede og elskede den. Til at starte med hadede jeg den mest. Faktisk syntes jeg, at den var både langtrukken, kedelig og at Thoreau var selvoptaget og menneskefjendsk. Det var han nok også, men det fordømmende i mit perspektiv var uden tvivl et aftryk af, hvor jeg selv kiggede fra. Et perspektiv, der tog afsæt i, at jeg ikke selv levede som ham og ikke kunne se verden ud fra hans perspektiv. Sådan som det jo altid er, når vi dømmer andre.

Noget vågnede

Any way, det er en anden historie. Det, der til gengæld skete, eftersom jeg fik arbejdet mig gennem bogen, var at det ændrede sig. Og mest interessant, når jeg tænker tilbage, var det ikke bogen, der ændrede sig, den blev hverken bedre eller mere spændende. Det var mig, der ændrede mig i løbet af læsningen, for langsomt begyndte hans måde at se verden på, og hans måde at dvæle ved detaljen, pludselig at krybe ind under huden på mig, ind i mit sind. Jeg var med ham helt derude i skoven, langt fra al civilisation, helt i kontakt og symbiose med naturen. Fra det øjeblik skete der en transformation i mig. Noget vågnede, noget blev født. Eller jeg vil faktisk sige genfødt, for det føltes, som om et livslangt savn, en udefineret længsel, pludselig fandt hjem. Jeg kunne mærke, at det var det, jeg skulle. Altså leve som ham, leve i skoven. Eller i hvert fald prøve at leve på en anden måde, hvor jeg kom mere i kontakt med naturen og dermed også i kontakt med mig selv.

Som en klog mand sagde: For at komme i kontakt med den ydre natur, må vi først komme i kontakt med vores indre natur. Og det var lige præs det, jeg mærkede.

At finde det tabte

Hans bog om livet i skovene omkring Walden Pond i Nordamerika foregik som sagt tilbage i midten af attenhundredetallet. Jeg mindes, at han beskrev det larmende og forstyrrende stålmonster, der begyndte at komme forbi hans skov. Det var, da de byggede skinnerne til damplokomotivet. Det er sjovt at gå ind på google maps og se, at banen stadig ligger der, og kører forbi samme sted, hvor hans hytte lå … altså for 150 år siden. Det giver et sug i maven at mærke dette tidens vingesus. Som om vi forbindes af dette aftryk af mennesket i naturen. Hans liv var hårdere end mit, men hans mission var den samme. At forsøge at finde noget tabt et sted i mørket og ensomheden. Ikke, fordi målet er mørke og ensomhed, men fordi vi ikke finder det tabte inde i byens lys og sociale konstruktioner. Vi er nødt til at lede uden for, og der er mørkt og ensomt.

Derfor talte Thoreau også meget om det her med at skrælle vores lag af, helt til vi er nøgne. Med lag mente han blandt andet det inderste, tøjet, men også vores samfundsnormer, vores opvækst, vores personlighed, vores økonomiske afhængigheder og al den slags. Alt det, der er fyldt på os som nøgne, nyfødte mennesker. Hans mission var at finde ind til sin nøgne natur igen. Det store spørgsmål er, hvis vi finder det, om vi kan tage det med tilbage ind i lyset igen, og om vi kan dele det med andre.

En svær fødsel

Thoreau brugte uendeligheder på at beskrive alt ned til mindste detalje. Han kunne dvæle ved et snefnug eller en lyd over utallige sider. Det var trættende og tungt at læse. Til at starte med. Man sad der med utålmodigheden skrigende og tænkte blot, kom nu videre, der skal ske noget, ellers holder jeg det ikke ud.

Men jeg holdt ud. Og langsomt begyndte hans ro, langsommelighed og intense interesse for detaljen at indtage mig. Det kom snigende. Først begyndte jeg at blive nysgerrig. For når så lidt sker, så bliver selv den mindste ændring pludselig stor og kærkommen. Så begyndte jeg også at dvæle lige som han. At nyde det langsomme tempo, faktisk at finde ro ved det, og pludselig blev læsningen til en form for salve for sjælen. Jeg nød det, jeg i starten hadede.

Da jeg lagde bogen fra mig, færdig og læst fra start til slut, så mærkede jeg savnet. Det var en underlig følelse, men jeg havde brug for mere, af ingen ting. Brug for mere af den ro, den helt vildt intense optagelse af næsten ingen ting i detaljen. Det var meditativt, men også inspirerende, og mest af alt fødte det mit ønske om at leve sådan. Ikke som ham nødvendigvis, men et liv i det tempo, et liv med den ro og et liv med den dvælen ved de små ting, detaljer, og med en skærpet opmærksomhed på alt omkring mig. Et liv i og med naturen. Det blev faktisk en så stærk kraft i mig, at der ikke var nogen vej tilbage. Det var point of no return.

Idéen om livet i skoven var født.

Hvis du skulle finde på at læse den

Er du også draget og nysgerrig på det her med naturen og livet i naturen, så findes der masser af læsestof, og den her bog er nok ikke den, jeg selv ville vælge som den første. Måske endda den sidste, hvis ikke den lige havde stået på den der pensumliste. Den er både tør, langtrukken og gammeldags, og den er fyldt med omveje og langtrukne enetaler om tidens samfund og den slags. Men alligevel, den kan noget, det kunne den i hvert fald for mig. At læse den vækkede noget, jeg allerede havde gemt dybt nede et sted, og som jeg er taknemmelig for nu.