Der er mange udfordringer ved at skifte det trygge byliv ud med stilhed, mørke og ensomhed. Og der er meget smukt. Følg med i mit liv i skoven og de oplevelser, observation, tanker og refleksioner, det føder.
Om livet i skoven
- og alt andet mellem himmel og jord
Blog'en Naturtanker ses længere nede på siden.
Da jeg tilbage i 2020 flyttede ud i skoven helt alene, vidste jeg, at det ville blive en proces og en udfordring. Det var en udfordring, jeg havde lyst til at prøve af og give mig selv. Ikke, fordi det ville blive svært, men fordi jeg havde brug for det. Jeg havde brug for at prøve at leve på en anden måde. En måde mere i balance med mig selv, hvem jer er, og hvem vi som mennesker grundlæggende er i vores ursjæl.
Jeg vidste, at det ville blive en opdagelsesrejse i min indre og den ydre natur. Derfor besluttede jeg også, at jeg ville dele den rejse med jer alle sammen. Jeg skriver derfor både min blog "Naturtanker", som du kan følge her på siden, og så laver jeg en videodagbog (som dog ikke udkommer hver dag) på min Youtube-kanal, der har fået navnet "Livet i skoven". Den kan du følge her »
Følg: Ønsker du at få besked, hver gang der er nyt under Naturtanker, eller nye film på Livet i skoven, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev herunder:
Blog: Naturtanker

Det startede med Thoreau
Ja, det gjorde det faktisk, altså startede med Thoreau. Nogen vil nok sige, at det hele startede i barndommen, og det er jo sandt. Mine forældres betagelse af naturen lagde helt sikkert kimen til de ting, der sker i dag så mange, mange år senere. Men, det med at jeg pludselig er flyttet alene i skoven, det startede for ikke så længere siden ... med en bog fra 1854.

Urtid og naturtid
Der findes almindelig tid, og så findes der naturtid. Tid, der ikke bliver målt, men i stedet sanset, observeret og aflæst i omgivelserne. Naturtid følger lysets cyklus, døgnets rytme og livets bevægelse. Tiden i naturen føles blot, den går ikke, den findes faktisk ikke, den står stille. Det er alt omkring den, der flytter sig.

Mørkeræd
Det starter, når det begynder at blive mørkt. Så mærker jeg den der lille uro under overfladen. Ikke angst, bare en uro. Måske en slags årvågenhed, der ligger i mine urgamle gener. Bevæger jeg mig udenfor og ind i skoven, så bliver uroen til gengæld meget intens lige pludselig. Og jeg tror, jeg ved, hvad det handler om.

Lysets cyklus
Det er gået op for mig, at jeg er nødt til at lære at leve med lyset herude i skoven. Være ude når det er lyst, inde når det er mørkt, så konsekvent er livets opdeling her. Jeg kan intet foretage mig ude, når det er mørkt, så jeg står op med solen og går i seng med solen (så at sige). Lyset styrer nu min dagsrytme, og det føles faktisk ret fantastisk.